Årsrapport 2011

 

Referat af Generalforsamling i Skipper Samrådet, onsdag d. 27. april 2011

 

Inger Tvorup (IT) bød velkommen og informerede om de praktiske forhold ved generalforsamlingen. Herefter sang vi Skippersangen, forfattet af Gunnar Engelbrechtsen.

Jens Neustrup Simonsen (JNS) introducerede herefter modtageren af årets Skipper Pris, som i år blev overrakt til Jesper Kristiansen, formand for Kærby Sport. Jesper har været en stor ildsjæl i arbejdet med at skabe en klub, hvor hele familien kan dyrke sport sammen. Klubben har i dag omkring 300 medlemmer, og der er næsten lige så mange forældre som børn, der bruger klubben.

Herefter gik vi over til selve generalforsamlingen. Der var mødt ca. 42 op, heriblandt også en enkelt byrådspolitiker (John G. Nielsen).

 

Dagsorden
1) Valg af dirigent og referent
2) Beretning
3) Regnskab
4) Indkomne forslag
5) Valg:

  • 4 bestyrelsesmedlemmer. Villige til genvalg er: Gert, Inge og Lizzie.
  • 2 suppleanter
  • 2 revisorer
  • 1 revisorsuppleant

6) Eventuelt

 

Ad 1. Valg af dirigent og referent
Birte Rasmussen blev valgt som dirigent og erklærede generalforsamlingen for lovligt indvarslet. Tina Vestergaard blev udpeget som referent.

 

Ad 2. Beretning
IT fremlagde bestyrelsens beretning 2010-11. IT redegjorde for bestyrelsens møder i 2010-2011 samt bestyrelsens formål der er at arbejde ud fra de definerede visioner, der til stadighed skal gøre Skipper kvarteret til et attraktivt sted at bo og flytte til.

 

Emnerne i årets beretning var: Trafikforbedringer mht. støj, belastning og hastighed, den kommende cykelpendlerrute (der vil blive afholdt borgermøde i uge 21), forskønnelse af Hobrovej (ønsker om beplantning, navneændring, flytning af statuen, sænkelse af hastighedsgrænsen og torveområde ved Skipperen), projektet Vedkommende Byrum, forbedring af sikkerhed for de svage trafikanter/tunnel under Hobrovej, idræts- og kulturhus ”Skipper Parken”, idræts- og kulturhus/multibane ved Stolpedalsskolen, City Erhvervspark (det gamle Carlsberg depot), udvidelsen af Hotel Hvide Hus, Erindringsværkstedet, RUG-udvalget, bibliotekslukninger, julearrangementet og generelle informationer om samrådets aktiviteter.

 

Bestyrelsens beretning er i år vedlagt i den fulde ordlyd:

 

Bestyrelsen har i perioden 2010-11 afholdt 5 møder, og et planlægningsmøde med de erhvervsdrivende omkring julearrangementet. Vi har deltaget i de fælles samrådsmøder i kommunen, heraf to temamøder og det faste årlige møde med rådmænd, partiformænd og embedsmænd.

 

Hvad har vi så arbejdet med på disse møder?
Vi har arbejdet ud fra de visioner, vi udarbejdede sidste år. Vores overordnede mål er at gøre kvarteret til et godt område at bo og færdes i ved at bevare de kvaliteter, som området har, og gerne tilføje nye. (bl.a. godt og sikkert fysisk miljø, gode idræts- og fritidsfaciliteter, godt forenings- og erhvervsliv i et godt samspil)

 

Den trafikale belastning på Hobrovej: Mængde, hastighed og støj
Der er flere måder at begrænse trafikken og dæmpe hastigheden. Efter drøftelse på et fællesmøde med kommunens øvrige samråd indhentede vi de ønsker, de øvrige samråd havde til trafikdæmpende foranstaltninger af enhver art og sendte en samlet liste til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Forsøg med stærekasser på Sjælland viste gode resultater, så den løsning har vi givet videre som en mulighed for vores eget område, hvor har vi peget på de store indfaldsveje til byen: Hobrovej, Østre Allé og Sønderbro.

 

Vi har genfremsendt vores ønske om at få støjdæmpende asfaltbelægning på Hobrovej. En god anledning var for os, at den belægning, der blev lagt efter kloakeringsarbejdet på en del af Hobrovej er midlertidig og skal udskiftes i 2011. I svaret skriver Marian Nørgaard: ” I forlængelse af arbejdet med Trafik- og Miljøhandlingsplanen for Aalborg er praksis nu, at brug af støjdæmpende asfalt vurderes ved udskiftning af belægninger på indfaldsvejene og de større ringveje. Når slidlaget på Hobrovej skal renoveres vil udlægning af støjdæmpende asfalt derfor indgå i overvejelserne. ”

 

Som led i projektet Aalborg Cykelby / Cykelstihandlingsplanen er der planlagt cykelpendlerrute langs Hobrovej, hvilket kan være med til at begrænse biltrafikken.

Disse planer har imidlertid givet anledning til en del spørgsmål og ængstelse blandt flere grundejerne langs Hobrovej. Derfor har Skipper Samrådet opfordret projektlederen på området til at holde et borgermøde om den forestående omlægning af cykelstierne. Mødet vil finde sted i uge 21.

 

Forskønnelse af Hobrovej
Bl.a. med beplantning i midterrabatten, navneændring til Skipper Clements Boulevard,
en flytning af Skipper Clement-statuen til en mere synlig plads i gadebilledet er genfremsendt til udvalget for Teknik og Miljø.

 

Vi mener fortsat, at beplantning vil virke hastighedsreducerende og at navneændringen og udflytningen af Skipperen vil være med til at forankre vores område som et bynært område og et bydelscenter, som der er lagt op til i kommuneplanen. Ligeledes vil udflytningen være med til at danne en naturlig port til Aalborg for trafikken fra syd.  Det er vores ønske, at udflytningen vil blive fulgt op med en hastighedsbegrænsning på 50 km/ timen allerede fra Provstejorden.

 

I det seneste svar fra rådmanden står der, at den nedsatte hastighedsgrænse vil blive vurderet ved besigtigelse sammen med politiet.

 

Beplantning i midterrabatten har trange kår. Det anbefales ikke at plante træer hvor rabatten er mindre end to meter, og plantning af træer skal følges op af etablering af autoværn. Der er p.t. ikke afsat penge til formålet, heller ikke til anden lettere beplantning (vanskelige vilkår for planter på grund af salt, bilos m.m.).

 

Navneændring til Skipper Clements Boulevard har bl.a. det tekniske problem, at navnet har mere end 20 karakterer. Det vil også som forarbejde kræve en del forarbejde, bl.a. høringer.

 

Udflytning af statuen anbefales ikke af arkitektoniske grunde, for ”statuen vil blive taget ud af sin kontekst og se malplaceret ud i helleanlægget”

 

I forbindelse med Kommuneplan 09, har vi ligeledes sendt forslag til, at Skipper området yderligere kan forankres som et bydelscenter ved at vi får etableret Skipperen Torvet i området, hvor Skipper statuen i dag står. Vi har idéen til sendt til Arkitektur og Design i håb om, at nogle studerende kunne fatte interesse for projektet.

 

Desværre tyder det på, at også et torveanlæg kan strande på manglende økonomi, så vi må overveje at gå andre veje for at skaffe midler til projektet.

 

Vedkommende byrum i Aalborg
I sommerens løb deltog repræsentanter fra bestyrelsen i dette projekt og havde lejlighed til at gøre opmærksom på vores ønske om at også vores kvarter får ”et vedkommende byrum” / et torv og samlingssted.

 

Tunnel under Hobrovej
På sidste års generalforsamling blev det besluttet, at der skal arbejdes videre med at forbedre sikkerheden for de svage trafikanter, først og fremmest skolebørn til Vester Mariendal skole, som bor i Kornblomstkvarteret. Forslaget er sendt videre til forældrebestyrelserne på områdets skoler, og vi venter p.t. yderligere udspil fra dem.

 

Idræts- og kulturhus
Ønsket om at få etableret et idræts og kulturhus, Skipper Parken har vi fortsat, men den kommunale økonomi er stram. Vi afventer nu et initiativ fra områdets store foreninger for at komme videre.

 

Kemira-projektet blev skrinlagt. Om det kan give anledning til nye overvejelser, vides ikke.

 

Stolpedalsskolen ansøger om en multibane, hvilket samrådet har støttet.

 

Erhvervspark Forchhammersvej 19, nu City Erhvervspark
Med jævne mellemrum kan vi i dagspressen læse om ny projektforslag for området (det gamle Carlsberg depot). Vi har i processen mindet om de krav, vi tidligere fremsatte om begrænsning af støj fra nye brugere af arealet. Stadig ingen konkrete planer, men mundtligt verserer der nu rygter om boliger på området i stil med plejehjemmet.

 

Udvidelse af Hotel Hvide Hus
Fordebatten for dette højhusprojekt er overstået. Trods flere indsigelser mod forringelser for områdets grønne karakter, skyggevirkninger i Kildeparken og store gener for naboerne har byrådet besluttet, at der skal arbejdes videre med projektet. Et alternativt forslag til udbygningen, som naboerne havde fremsendt, blev ikke politisk behandlet. I øjeblikket er et lokalplanforslag under udarbejdelse. Den vil så komme ud i høring.

 

Erindringsværksted
Skipperens Erindringsværksted har nu eksisteret 1 år. I starten blev der holdt medlemsmøder i Foreningshuset, senere i selskabslokalerne på Kornblomstvej 18, men fra denne uge flytter aktiviteterne til Gundorfslund med fast mødetid hver anden fredag kl. 10-12. Ønsket var et lokale med fast arkivplads til diverse effekter. Det er ikke løst, men vi glæder os til at gøre brug af lokalerne på sammen med stedets øvrige brugere. Der har været afholdt flere medlemsmøder eftermiddag og aften. Alle med interesse for det lokalhistoriske arbejde er velkomne i foreningen.

 

Vi var også repræsenteret på litteraturfestivalen ORDKRAFT i NORDKRAFT i april.

 

RUG-udvalget
(Rådet mod Uheldige Grupperinger, som bl.a. har SSP-konsulenter tilknyttet.)

 

Et af de fælles samrådsmøder havde ”uheldige grupperinger” som tema. Der er lagt op til, at samrådene skal spille en aktiv rolle, hvis man har mistanke om sådanne grupperinger / optakt til bandedannelser m.m. Bl.a. vil vi kunne være aktive med at få arrangeret møder i området. Vi har rettet henvendelse til foreninger og institutioner i området og håber på den måde at have fingeren på pulsen og være med til at forebygge uheldige grupperingers udbredelse.

 

Bibliotekslukninger
I debatten om besparelser på området gjorde Skipper Samrådet indsigelser mod at der blev lukket flere filialer. Besparelserne blev udmøntet på anden vis.

 

Julearrangementet
Mange børn og voksne deltog i arrangementet med torvestemning, nisseorkester, dans om juletræet og besøg af julemanden.

 

Julearrangementet blev udvidet med amerikansk lotteri med fine præmier. Vi fik god støtte til arrangementet fra de erhvervsdrivende i området og fra flere beboerforeninger. Det er nødvendigt for at kunne fortsætte arrangementet. Bl.a. står vi snart over for store udgifter med udskiftning af glødepærerne.

 

Samrådet takker alle bidragyderne.

 

Information om samrådets aktiviteter
Vi har fået opsat skilt på standeren ved torvet.
Opslagstavlen er flyttet til Super Brugsens facade, hvor flere går forbi.
Hjemmesiden er opdateret og har bl.a. mange nyttige links.
Vi kan gøre brug af lokalavisen på nettet:
www.aalborgnyt.dk / foreninger.

 

Afslutning med tak til alle aktivt medvirkende fra området. Tak for UCN’s gæstfrihed ved vore møder, også det i aften.

 

Birte Rasmussen indbød derefter til diskussion af formandens beretning.

 

Ernst Thomsen, Kærby, spurgte ind til arbejdet med etableringen af Skipper Parken, og satte fokus på, at samrådet skal have sportsklubberne i området med i ”kampen”, hvis det skal lykkes.

 

Birte Rasmussen påpegede, at én af skipperområdets udfordringer er, at området støder op til andre områder, der allerede har indendørs faciliteter samtidig med, at Skipperområdet har mange udendørsarealer, hvor der kan dyrkes sport. Derfor kommer skipperområdet i klemmen.

 

Jens Neustrup Simonsen orienterede om, at samrådet løbende har haft dialog med langt de fleste af områdets klubber og foreninger. Foreningerne syntes projektet er både relevant og interessant. Men ingen af de etablerede foreninger har indtil videre haft overskud til at indgå i det videre arbejde styregruppen.  Samrådet fortsætter derfor alene med arbejde for etableringen af Skipper Parken.

 

John G. Nielsen orienterede om asfaltsituationen på Hobrovej. I forbindelse med salg af den kommunale elforsyning er der kommet en pulje penge, og i den forbindelse er der bevilget flere penge til nogle af de store veje i området, bl.a. Hobrovej og Sønderbro, hvor der skal lægges støjdæmpende asfalt.

 

John G. Nielsen orienterede desuden om, at der i maj kommer en redegørelse for den 3. limfjordsforbindelse – et ekstra tunnelrør eller en vestlig forbindelse er på tale. Tunnelrøret flytter ikke trafik væk fra broen, men påvirker kun den regionale trafik. Den vestlige forbindelse vil på den anden side have indflydelse på trafikken på Hobrovej.

 

Jan von Würden indskød, at det er meget positivt, hvis der kommer en vestlig limfjordsforbindelse, at IT havde fremlagt en flot beretning og, at det ville være meget positivt med et torveområde ved Skipperen, der er i stil med de ting, der sker på havnefronten pt.

 

Ad 3. Regnskab
Gert Kristensen fremlagde regnskabet, som blev godkendt.

 

Ad 4. Indkomne forslag
Ingen rettidige forslag er indkommet.

 

Ad 5. Valg
Gert, Lizzie og Inge var villige til genvalg (2 år): Valgt
Bestyrelsen foreslog Jesper Rafn, Super Brugsen (1 år): Valgt
Suppleant Anne Krogh var villig til genvalg (1 år): Valgt
Jan von Würden ønskede at stille op som suppleant (1 år): Valgt
Ernst Thomsen og Svend Aage Blohm var villige til genvalg som revisorer: Valgt
Kristian Pedersen var villig til genvalg som revisorsuppleant: Valgt

 

Ad 6. Eventuelt
Lizzy Krogh fremsatte et kreativt forslag om, at vi skulle søge om penge i DRs projekt ”Vores Kunst”, en pulje til kunst i det offentlige rum.  En god idé, men fristen var desværre overskredet. Der er kommet 1162 forslag, herunder 114 fra Nordjylland. Se mere på
www.dr.dk/Voreskunst

 

Lizzy Krogh mente desuden, at følgende kan gøres for at forskønne pladsen ved Skipperstatuen: Beskæring af kastanjetræerne, opsætning af borde og bænke og beplantning af blomster, så områdets beboere, turister og andre kan få mere fornøjelse af området.

 

Derudover påpegede LK, at der generelt mangler bænke i hele kvarteret. En konkret idé til en placering kunne fx være ved Sorthøj ved de gamle gravhøje med udsigt over Limfjorden.

 

IT påpegede, at beboerforeningerne skal høres og tage stilling til, om der skal nye bænke op, da også den, der får bænken som nabo skal kunne acceptere placeringen.

 

Grete Højer indskød, at bænkene ved Gundorfslund trænger til at blive renoveret.

 

Lizzy Krogh rejste forslag om at opstille motionsredskaber ved den gamle kondibane nær Bejsebakken. Der har engang været noget der, men de er meget forældede.

 

Birgit Blom forslog navnet ”Skipper Allé” i stedet for Skipper Boulevarden

 

Gunnar Engelbrechtsen forslog ”Clements Boulevard”

 

Det gamle Carlsberg Depot
John Bo Nielsen undersøger pt. mulighederne for at ændre området fra lagerområde til boligområde. Han ville gerne høre området beboere, om der er opbakning til det projekt – og han vil gerne afholde et møde med beboerne i området.

 

JNS foreslog, at området kunne bruges til at etablere en idrætshal.

 

Lizzie T påpegede, at de nuværende beboere tæt ved banen klager over støj, og at det skal medtænkes.

 

IT sagde som repræsentant for naboerne til depotet, at de ville hilse det velkommen med boliger frem for erhverv i relation til støj. Samrådet er samtidig meget interesserede i mulighederne for at etablere en idrætshal.  

 

Godsbanearealet
Kamma Kristensen spurgte til ungdomsboliger, som tidligere har været på tale.

 

IT forklarede, at det er det gamle godsbaneareal, der er i spil.

 

John G. Nielsen sagde, at der pt. er boliger på tale, men at der ikke er taget endelige beslutninger.

 

Kanalstien
Jens Larsen fortalte, at Kanalstien trænger til at blive renoveret, så den er mere brugbar som cykelsti.

 

Ole Kristensen fra Kærby Grundejerforening orienterede om, at foreningen er i gang med sagen om renovering af Kanalstien.

 

John G. Nielsen informerede om, at stien har været oppe i Teknik- og Miljøudvalget, og at en ny belægning er på tale – han opfordrede samrådet til at komme med forespørgsel.

 

 

Inger Tvorup takkede for en god debat samt rettede ligeledes en stor tak til bestyrelsen og ordstyrer samt til UCN for lån af lokale.

 


 

Årsrapport: 2010

 

Referat af Generalforsamling i Skipper Samrådet, mandag d. 26. april 2010

Inger Tvorup (IT) bød velkommen.
Herefter sang vi den nye Skippersang, forfattet af Gunnar Engelbrechtsen.
Mogens Dam akkompagnerede på guitar.
Jens Neustrup Simonsen (JNS) introducerede herefter modtageren af årets SkipperPris, som i år blev overrakt til tidligere bestyrelsesmedlem (kasserer) Kristian Pedersen, Spar Nord. Kristian har været en stor ildsjæl i Skipper Samrådets arbejde og har været med fra starten.

Herefter gik vi over til selve generalforsamlingen. Der var mødt ca. 35 op, heriblandt også byrådspolitikere.



Dagsorden:


1.    Valg af dirigent og referent


2.    Beretning


3.    Regnskab


4.    Indkomne forslag:


5.    Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 8 om bestyrelsen ændres til, - at
     ”Skipper Samrådet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer”
     (i stedet for de nuværende 9)


6.   Valg:
      a) Formand + bestyrelsesmedlemmer. På valg er Inger, Jens, Ole, Tommy
          og Mogens.
          Tommy og Mogens ønsker ikke genvalg.
      b) 2 suppleanter
      c) Revisorer
      d) 1 revisorsuppleant

   
7.    Eventuelt.

Ad 1: Birthe Rasmussen blev valgt som dirigent og erklærede generalforsamlingen for lovligt indvarslet. Inge Kolind blev udpeget som referent.

Ad 2: IT fremlagde bestyrelsens beretning 2009-10, JNS redegjorde for det arbejde der har foregået Idræts- og kulturhus samt trafik. Gert Kristensen (GK) redegjorde for Tunnel under Hobrovej samt Erindringsværkstedet. Bestyrelsens beretning er i år vedlagt i den fulde ordlyd:


”Bestyrelsen har i perioden 2009-2010 afholdt 5 møder, desuden et planlægningsmøde med de erhvervsdrivende omkring Skippertorvet før julearrangementet samt et møde med Park og Natur. Desuden har der været flere styregruppemøder vedr. Skipper Parken. Vi har deltaget i de to fælles samrådsmøder i kommunen, heraf et temamøde og et møde med rådmænd, partiformænd og embedsmænd. Vi har afholdt et borgermøde vedr. sygehusbyggeriet, og har holdt møder vedr. opstarten af et erindringsværksted. Vi har udsendt 1 nyhedsbrev
til alle medlemmer i oktober og en del kortere informationsskrivelser pr. mail.

Hvad har vi så arbejdet med på disse møder?
Vi har arbejdet ud fra de visioner, vi udarbejdede sidste år. Vores overordnede mål er at gøre kvarteret til et godt område at bo og færdes i ved at bevare de kvaliteter, som området har, og gerne tilføje nye. (bl.a. godt og sikkert fysisk miljø, gode idræts- og fritidsfaciliteter, godt forenings- og erhvervsliv i et godt samspil)

Udvidelse af Sygehus Syd Sidste år var vi truet med en stor udvidelse af Aalborg Sygehus Syd. Med gode argumenter og et stort lokalt sammenhold lykkedes det os at få gjort beslutningstagerne / sundhedsministeren og ekspertudvalget begribelige, at en udvidelse af d et eksisterende ikke ville give de optimale muligheder for et moderne super-sygehus, og desuden ville det ødelægge området og store dele af byens infrastruktur. På samrådets foranledning afholdt regionen i maj måned borgermøde, hvor de nye beregninger blev lagt frem. Stor var vores glæde, da det i september blev offentliggjort, at et nyt sygehus skal bygges i Aalborg Øst, og at der ikke skal laves flere indgreb i boligområdet eller skabes større trafikale belastninger, end vi allerede har. Der går flere år, før det nye sygehus er klar, og udflytningen kan begynde. Det giver tid til overvejelser om, hvad det de eksisterende bygninger kan bruges til. Gode idéer er velkomne.

Udvidelse af Hotel Hvide Hus
Sammen med berørte naboer deltog vi i borgermøde om en ønsket udvidelse mod syd af Hotel Hvide Hus.
Udbygningen vil få store konsekvenser for genboerne, der nærmest får et højhus flyttet ind i forhaven plus mange gener fra byggeri og trafik. Desuden vil en udvidelse skærme af for det smukke grønne indkig til Kildeparken, når vi kører ind til byen, en direkte modstrid til kommunens intentioner om at gøre vejen til en grøn indfaldsvej. Den store bygning vil kaste flere skygger og dermed forringe havens rekreative værdi. De fremlagte tegninger i fordebatten til højhusbyggeriet var meget forskønnede. Samrådet har fremført disse argumenter imod og har anmodet om, at få lavet mere realistisk materiale som grundlag for beslutningen.

Idræts- og kulturhus
Arbejdet med at få etableret et idræts og kulturhus, Skipper Parken er fortsat også i dette bestyrelsesår. Et arkitektfirma har været i spil med gode idéer og tegninger. Aalborg Kommune har givet tilsagn om at være behjælpelig med at finde en egnet grund, men ellers har der ikke været megen medvind til projektet. Bl.a. har vi noteret os, at tonen fra både formanden for SIFA og formanden for Folkeoplysningsudvalget ikke har været særlig konstruktiv Vi noterede os med dyb undren, at vi i et læserbrev i efteråret med overskriften ”Torske dumt” ikke just fik opbakning til vores projekt, men blev henvist til kommunens prioriteringsliste. Vi har endvidere haft møde med Aalborg Chang, der ikke er begejstret for at afgive det grønne areal op mod Ny Kærvej til projektet. Formanden for Kærby Sport – Jesper Kristiansen- har her for nyligt meldt sig på banen. Han ønsker at trække i arbejdstøjet for at støtte projektet. Der vil derfor i nær fremtid blive afholdt møde med Jesper Kristiansen for at afklare, hvordan han vil indgå i projektet.

Forskønnelse af Hobrovej
Navneændring til Skipper Clements Boulevard, en flytning af Skipper Clement-statuen til en mere synlig plads i gadebilledet er fremsendt til udvalget for Teknik og Miljø. De har nu taget navneændringen af Hobrovej til Skipper Clemens Boulevard samt udflytningen af Skipperstatuen med på den politiske dagsorden. Navneændringen og udflytningen af Skipperen vil være med til at forankre vores område som et bynært område og et bydelscenter, som der er lagt op til i kommuneplanen. Ligeledes vil udflytningen være med til at danne en naturlig port til Aalborg for trafikken fra syd. Det er vores ønske, at udflytningen vil blive fulgt op med en hastighedsbegrænsning på 50 km, der yderligere vil gøre strækningen mere trafiksikker. Desuden har vi, den 26. april holdt møde med stadsgartneren om ”den grønne del” af sagen. I forbindelse med Kommuneplan 09, har vi ligeledes sendt forslag til, at Skipper området yderligere kan forankres som et bydelscenter ved at vi får etableret Skipperen Torvet i området, hvor Skipper statuen i dag står.

Den trafikale belastning på Hobrovej
Forurening, CO2 og trafikstøj.
Vi har fremsendt kommentarer til Kommuneplan 09, Trafik- og Miljøhandlingsplan.
Vi har bl.a. foreslået udvidelse af den nuværende miljøzone, hvilket ikke er imødekommet. Ligeledes ønsket om støjdæmpende asfalt, hvor der først vil ske en kortlægning i 2012.

Omdannelse af Godsbanearealet til uddannelsescampus
Aalborg Kommune ønsker at etablere en uddannelsescampus på DSB Ejendomsudviklings areal mellem busterminalen og Dag Hammerskjølds Gade. Det er besluttet at igangsætte en gradvis omdannelse af Godsbanearealet til et nyt byområde, hvor campus for 6000 studerende udgør et væsentligt element. Vi mener, at der ligger mange positive tanker i projektet, bl.a. også den grønne kile fra Østre Allé til Ny Kærvej; men vi frygter, at det kan medføre meget ekstra trafik gennem vores område til midtbyen, hvis der ikke på forhånd er etableret de nødvendige omfartsveje uden om og vest om byen og den lovede letbane til universitetsområdet. Mange P-pladser vil friste mange til at tage bilen ind til byen, viser trafikundersøgelser. Derfor skal antallet af P-pladser også reduceres.

Nedrivning af den gule bygning ved Mariendals Mølle
Senest har denne sag været til høring. Samrådets indstilling er, at vi helst ser de gamle bygninger bevaret, men da kommunen har solgt bygningen og den er i dårlig stand, kan den ikke anvendes hverken til bolig eller erhverv. Derfor kan vi frygte, at den vil forfalde, hvis der ikke gives grønt lys til nedrivningen. I øvrigt hører bygningen ikke historisk sammen med møllen. Vi har påpeget, at nyt byggeri på stedet selvfølgelig skal passe med det øvrige boligbyggeri i området.

Tunnel under Hobrovej
På sidste års generalforsamling blev det besluttet, at der skal arbejdes videre med den idé for at forbedre sikkerheden for de svagt trafikanter, først og fremmest skolebørn til Vester Mariendal skole, som bor i Kornblomstkvarteret. Vi er i gang med at samle den fornødne dokumentation for behovet.

Erindringsværksted
Det er langt om længe lykkedes at få oprettet det ønskede erindringsværksted. På en stiftende generalforsamling d. 10. marts 2010 mødte 24 personer op, og foreningen Skipperens Erindringsværksted blev startet med en bestyrelse på 5 personer, heraf én fra Skipper Samrådet + 2 suppleanter. Indtil videre er der givet grønt lys for at medlemsmøder kan afholdes i Foreningshuset, men et fast mødelokale med arkivplads, gerne centralt beliggende er ikke fundet indtil videre. Det første medlemsmøde forventes afholdt i maj måned. Alle med interesse for det lokalhistoriske arbejde er velkomne i foreningen.

Julearrangementet
Da der har været mange sammenfaldende arrangementer lørdag, besluttede vi at flytte julearrangementet, afholdt med støtte fra de erhvervsdrivende i området til 1. Søndag i advent med stor succes. Mange børn og voksne deltog i arrangementet med torvestemning, nisseorkester, dans om juletræet og besøg af julemanden. Samrådet takker de erhvervsdrivende, der har bidraget hertil, og også Super Brugsens bestyrelse, der gav en hjælpende hånd.

Information om samrådets aktiviteter
Bestyrelsen har drøftet, hvordan vi bedst kommer igennem med informationer om vores virke og får tilbagemeldinger igen fra medlemmerne. Opslagstavlen ved Spar Nord påtænkes flyttet til en plads ved Super Brugsen, hvor flere går forbi. Er en mere aktiv hjemmeside vejen frem? Andre forslag modtages gerne.

Afslutning med tak til alle aktivt medvirkende fra området. Tak for UCNs gæstfrihed ved vores møde i aften.”

Birthe Rasmussen indbød derefter til diskussion af formandens beretning, specielt fremhævede hun tre overordnede punkter:
1. Byggeri
2. Trafik
3. Oplevelser.

1. Byggeri
Hotel Hvide Hus: Birgit Blohm, spurgte om der ikke kunne bygges mod nord. Jane Østergård (SF), beboer Kærlundsvej, desuden medlem af Teknik og Miljø oplyste, at spørgsmålet om udbygning af HHH endnu ikke havde været behandlet på udvalgsmøde, der havde kun været en fordebat. Vibeke Gamst (K) tidligere medlem af Teknik og Miljø kunne ikke supplere med yderligere.
Møllen: Der var flere indvendinger imod at den gule bygning skulle nedrives og nyt skulle bygges. John Bo Nielsen fortalte at huset er 136 år gl., men standen er så dårlig at det vil blive for dyrt at renovere. Møllen er først flyttet til stedet ca. 20 år senere fra ”Kunstmuseet”, hvorfor bygningerne ikke har samme historie..
John G. Nielsen (Skalborg Samråd), byrådsmedlem(V), orienterede om, at der over for Teknik og Miljø havde været udtrykt betænkeligheder ved nedrivningen, og der var udtrykt ønske om at der stadig vil forblive udsyn til Møllen, når man kommer sydfra. Der har endnu ikke været nabohøring om ændring af funktionen for huset.
Camilla Thorvig, udtrykte øske om, at det ny byggeri holdes i stil med de gamle huse i området, at det ikke blev ”erhvervsbyggeri”.
Flere gav udtryk for bekymring om øget trafikbelastning. Der er vejret til den eksisterende grund, men om der kommer udkørsel til Skelagervej eller som i dag er endnu uafklaret.

2. Trafik
Birgit Blohm udtrykte glæde over at flytning af Skipper Clement stadig er i spil. Dette kan være et værn mod bilerne, da der er for kort tid for gående til at krydse Hobrovej på gåben.
Ligeledes var der ønske om at forlænge tiden for trafiklysene, så det blev lettere at passere Hobrovej for grønt”.
Det kunne samtidig være en oplagt ønske at få sænket hastigheden på vore indfaldsveje, velvidende at der kører mange biler og med stor hastighed, hvorfor det evt. kan være svært at få gehør. Der var samtidig et ønske om at få foretaget måling af CO2- forureningen.
Der var ligeledes ønske om at få opprioriteret cykelstier samt tunnel eller gangbro over Hobrovej. Der blev dog udtrykt betænkeligheder ved en gangbro, da den ikke ville være lettilgængelig for ældre og dårligt gående beboere.

3. Oplevelser
For ca. 1 måned siden blev Skipperens Erindringsværksted oprettet. Gert Kristensen er medlem af bestyrelsen. Samrådet har bidraget med en startkapital, så bestyrelsen i Erindringsværkstedet har noget at arbejde med i opstartsfasen, hvor der påtænkes at søges fonde m.m. F.eks. blev nævnt Spar Nord Fonden, Obel-fonden samt Aalborg Kommune. Det er desværre endnu ikke fundet egnet lokale, men Erindringsværkstedet har fået lov at låne lokale i Foreningshuset indtil videre.

Beretningen blev godkendt.

Ad 3:
Regnskab 
Gert Kristensen fremlagde regnskabet, som blev godkendt.

Ad 4:
Ingen forslag indkommet.

Ad 5:
Bestyrelsens forslag om at ændre vedtægterne § 8 til ”Skipper Samrådet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer i stedet for de nuværende 9 blev godkendt. 
Anders Nygård gjorde opmærksom på, at teksten skulle rettes i teksten i vedtægterne.

Ad 6:
Valg 
Inger Tvorup blev valgt som formand. 
Jens og Ole blev genvalgt.
Bestyrelsen foreslår Tina Vestergaard, Hobrovej 75 (cand.mag. i kommunikation) som nyt medlem. Valgt. 
Rasmus Severinsen blev genvalgt som suppleant.
Anne Krogh, studiechef, University College blev ligeledes valgt som suppleant.
Ernst Thomsen og Svend Aage Blohm blev genvalgt som revisorer.
Kristian Pedersen blev genvalgt som revisorsuppleant.

Ad 7:
Evt.
Simon Danielsen forespurgte om Samrådet kan forvente samme bidrag fra kommunen som tidligere. Det er uvist, men vi håber det. 
Gert: Julearrangementet var dyrt, da færre handlende var bidragsydere, men der var enighed om at fortsætte traditionen, da det vil være et tab for området at undlade dette. Der var ingen indvendinger imod at afholde arrangementet 1. søndag i advent fremover.
Vibeke Gamst pointerede, at samråd har stor betydning, bør have større vægt.
Grethe Højer: Kan samrådet søge flere penge?
Gert Kristensen: Erindringsværkstedet skal være selvstændigt – starttilskud fra Samrådet, skal nu i gang med at søge fonde til det videre arbejde., f.eks. Spar Nord Fonden, Obels Fond og evt. kommunen. 
      
Inger Tvorup takkede for en god debat samt rettede ligeledes en stor tak til den afgående bestyrelse og ordstyrer samt til UCN for lån af lokale.


Inge Kolind, ref.

Skippersamrådet © 2011 •itv@post.cybercity.dk • 98110392