Skipper Samrådets visioner

Skipper Samrådet, der repræsenterer et område med ca. 10.000 indbyggere, ser det som sin vigtigste opgave at gøre kvarteret omkring Skipperen til et attraktivt bosætningsområde for både unge og ældre, ligesom det er samrådets ønske at samle hele områdets identitet omkring Skipperen. Det skal gøres igennem følgende:

  • At arbejde på at få etableret et længe savnet idræts- og kulturhus og desuden en idræts- og legeplads under navnet Skipper Parken.
    Vi mener, at det er særdeles påkrævet med flere faciliteter til alle aldersgrupper, dels set i relation til Aalborg Kommunes generelle politik omkring folkesundhed, dels set i lyset af en markant stigning i idrætsudøvere blandt ældre medborgere.
  • At arbejde for at få ændret navnet ”Hobrovej” fra Vesterbro til Mariendals Mølle til Skipper Clement Boulevard, ligesom hele strækningen skal beplantes i midterrabatten med mindre træer/buske. Herved højnes det æstetiske indtryk, man får, når man fra syd kører ind til Aalborg, og man signalerer til trafikanterne, at de kører i bymæssig bebyggelse.
  • At arbejde for at få statuen Skipper Clement placeret centralt på Skipper Clement Boulevard (Hobrovej) som en synlig identitet for hele området.
  • At arbejde for at pladsen, hvor Skipper Clement statuen står i dag, skal gøres til torveplads, hvor der kan laves forskellige aktiviteter, og kalde torvet for Skipper Torvet
  • At arbejde for at mindske forurening og CO2-udslippet på Hobrovej bl.a. ved at tvinge tung trafik samt godstransport til at vælge afkørsel 27 (Aalborg C), der går igennem Sønderbro/Østre Allé, og som er udlagt som industriområde. Dette ønske spiller godt sammen med Aalborg Kommunes Archimedes projekt, og Aalborg Kommunes bæredygtigstrategi 2008-11.
  • At arbejde for, at hele strækningen fra Mariendals Mølle til Vesterbro belægges med støjfri asfalt. Den nye type asfalt er i dag så teknologisk udviklet, at det kan halvere dækstøj. Dette ønske ligger op af den lokale indsats for en bæredygtig udvikling i Aalborg Kommune 2012. 

Skippersamrådet © 2011 • itv@post.cybercity.dk • 98110392